Ungdomsuge
Er du mellem 15 og 25 år og synes du, det er sjovt at opleve noget nyt sammen med andre mennesker og samtidig lære noget om de andre nordiske lande, så læs videre og find ud af, hvordan du deltager i den næste NSU Ungdomsuge.
Målgruppe
Ungdomsugen henvender sig hovedsalig til dig, som er aktiv i din organisation, enten som leder eller som frivillig hjælper. Som deltager i Ungdomsugen kommer du til at være med til at skabe et varigt nordisk netværk af engagerede unge.
Vi holder Ungdomsugen alkoholfri.
Undervisningsform
Ungdomsugen er først og fremmest et mødested for unge fra de nordiske lande. Her får du mulighed for at udveksle viden og erfaringer med andre unge fra Norden. Der vil i løbet af Ungdomsugen være både fysiske og kulturelle aktiviteter. Ungdomsugens tema varierer fra år til år afhængigt af, hvor den afholdes. Sidste år blev Ungdomsugen afholdt i Norge med temaet: Forbindelser – unge menneskers muligheter i bygd og by.
Sprog
Al undervisning og information gives på enten dansk, svensk, eller norsk. Når du deltager vil du opnå øvelse og forståelse for de nordiske sprog. Du vil måske blive overrasket over, hvor hurtigt der bliver skabt en livlig dialog trods forskellige modersmål – faktisk giver det ofte anledning til en del sjove situationer, når så mange forskellige sprog blandes sammenJ.
Kontaktinfo
Du kan høre mere om NSU’s Ungdomsuge generelt ved at kontakte NSU’s sekretariat: nsu@nsu.is.